Gå spor med din hund
Sporudlægning
Find et egnet område. Det kan være en mark, eng, skov, den lokale park eller i baghaven. Kun fantasien sætter grænser. Det vigtige er at der ikke er andre hunde eller for mange mennesker som kan forstyrre hunden under sporsøget.
Gå ud uden hund og find et startsted og marker det med en pind eller gren så du selv ved nøjagtigt hvor sporet starter. Husk at det er vigtigt at sporet lægges i medvind, så hunden kun får færten fra sporet i jorden og ikke med vinden. Hav et kødben eller et stykke kød bundet på en snor som du kan trække efter dig for at forstærke færten. Du kan også sagtens starte med blod (schweiss). På startstedet træder du et trekantet areal på ca. 1kvm. hvor den øverste spids peger i den retning som sporet skal gå. Dub startstedet med kødet eller dryp med schweiss og begynd at gå sporet i den planlagte retning, trækkende kødet efter dig eller giv et let sprøjt schweiss med sprøjteflasken for hvert skridt du går. De første skridt skal være med kort mellemrum for efter ca. 10 meter at gøre skridtene længere. Lav sporet 50-100 meter til at starte med. For enden af sporet lægges lidt godbidder. Nu er sporet lagt.
Sporsøget
Hent hunden og gå roligt en tur i området for at lade hunden vænne sig til de dufte som er det pågældende sted, dog uden at hunden får færten af sporet. Når sporet er ca. 15-30 minutter gammelt føres hunden hen mod startstedet med vinden i ryggen. Stop hunden 3-5 meter før startstedet og giv den evt. en sporsele på. Hvis hunden har et alm. halsbånd på, skal du føre linen under maven, mellem hundens ben så hunden kan få snuden ned til jorden.
Før nu hunden helt hen til startstedet og peg og krads på jorden for at vise at her er der noget interessant som bør undersøges nærmere. Hunden vil nu begynde at snuse og først når den har snuden ved jorden giver du kommandoen ”søge spor” i en rolig tone samtidig med at du roser og opfordrer hunden til at forsætte. Hvis hunden løfter hovedet skal du straks standse søge-kommandoen, så hunden lærer at den korrekte søge-adfærd er med snuden ved jorden. Hunden vil nu afsøge startstedet og skulle herefter gerne begynde at gå ud af sporet. Hvis hunden går af sporet, standser du op og forholder dig passiv med hunden i stram line så den ikke fortsætter væk fra sporet. Hvis hunden ikke selv finder tilbage på sporet, venter du til hunden søger din kontakt måske bare med et kort blik (så du skal virkelig have øjnene på hunden). Du viser med hånden hvor sporet med 100% sikkerhed er samtidig med at du giver “søge spor” kommandoen. Når hunden når til enden af sporet og finder godbidderne, roses hunden selvfølgelig for sin præstation evt. ved at lægge en lækker posion guffer eller med legetøj…
Næsen sidder på hunden; ikke på dig. Stol på hunden.
Langsom hund lugter bedst.
“Læs” din hund mens den arbejder.
Hundens næse
Mennesket har 5-8 mio. lugtceller med hver 6-8 tråde.
Hunden har 200 mio. lugtceller med hver 100-150 tråde.
Hunden kan arbejde med den samme lugt i lang tid.